Lækker banankage med chokolade og nødder

“Life’s to short to say no to cake”

Efteråret har meldt sin ankomst, her i Danmark. Det betyder for mit vedkommende masser af indendørshygge med stearinlys, søde mennesker og ikke mindst KAGE! Der findes næsten ikke noget bedre end at have været ude og gå en god lang tur i kulden, for så derefter at komme hjem med friske røde kinder, og sætte sig til rette i sofaen med en kop te og et stykke nybagt kage. Det er bare så hyggeligt, og noget som jeg synes kun hører til i efteråret/vinteren. Egentlig har jeg ikke verdens største søde tand, selvom jeg er vokset op i en familie, som er nogle værre slikmunde, og med en storesøster som er ufattelig ferm i kagekunst;-) Dog kan jeg altid godt lide et stykke hjemmebagt kage, og især hvis det er en rigtig god en af slagsen!

~ Opskrift på banankage ~

Herunder ses min opskrift på en virkelig lækker, nærmest konfektagtig, banankage fyldt med chokolade, nødder og god smag. Den er både nem at lave, og ingredienserne er alle nogle du kan finde i et normalt supermarked. Opskriften er stærkt inspireret af Anima’s opskrift på Saftig vegansk banankage. Jeg var selvfølgelig iført et smukt efterårssæt fra McVERDI af, alt imens jeg stod og bagte banankage til mine kollegaer på McVERDI-kontoret. Jeg havde en hyggelig terracotta farvet nederdel på i bredriflet fløjl, en lækker ternet bluse i viskose og uld, og i håret havde jeg bundet et karrygult silketørklæde i fra Privatsachen.

~ Ingredienser ~

  • 200 g. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 1 dl. neutral olie
  • 4 små eller 3 store bananer
  • 100 g. brun farin
  • 130 g. rørsukker
  • 1 strøgen tsk. fint salt
  • 2 tsk. vaniljepulver
  • 2 tsk. kanel
  • 1 spsk. eddike
  • 150 g. mørk chokolade
  • En lille håndfuld hakkede nødder (jeg brugte mandler)

~ Fremgangsmåde ~

  1. Step : Bland alle de tørre ingredienser sammen
  2. Step : Olie, eddike og moste bananer tilsættes
  3. Step : Dejens røres godt sammen med piskeris eller elpisker
  4. Step : Hakket chokolade og nødder vendes i dejen
  5. Step : En springform på ca. 20 cm. i diameter smøres, og dejen vendes heri
  6. Step : Kagen bages på 150 grader varmluft i 50 min.

En kage uden mælk og æg

Denne banankage er uden brug af mælkeprodukter og æg, hvilket faktisk gør den til en vegansk kage. Men bare rolig, man skal slet ikke frygte, at den hverken smager af støv eller græs, selvom den er vegansk. Den er i alt sin enkelthed utrolig lækker og velsmagende, og det kan alle mine kollegaer her i McVERDI skrive under på, da de er absolut vilde med den! Så denne kage kan laves til både veganeren, den laktoseintolerante eller bare til enhver som er vild med hjemmebagt kage, som smager uffateligt godt.

Tak fordi du læste med, og god fornøjelse med bagningen!

Mange efterårshilsner fra Clara/McVERDI

Se min opskrift på Snickers bites lige her

Indkøbskurv