McVERDI & bæredygtighed

af Juliane Honoré, 29. november 2019

I en verden, hvor alle snakker om klima, miljø, forurening, plastic forbrug… ja, så er det selvfølgelig noget der optager os i McVERDI rigtig meget. Det bekymrer os at verdenssituationen er som den er, og det bekymrer os at være en del af en branche, der er en synder på mange områder. Vi gør vores allerbedste hver dag, vi elsker vores virksomhed, vores design, vores arbejde - og ja, selvfølgelig vores jordklode rigtig højt.

Indimellem kan det bare være en jungle at finde rundt i … for hvad er egentlig bedst; en økologisk skjorte produceret i Kina, en fairtrade bluse fra Tyrkiet eller en hørkjole syet på en fabrik i Europa? Er det det bedst at gå all in på miljøet og mindske forurening af grundvandet, er det bedst at gøre, hvad man kan for de menneskelige værdier, skal man fokusere på mindskning af CO2 udslip eller ditto med plastic, som der er alt for meget af i verden? Skal du købe den økologiske agurk fra Spanien eller den ikke økologiske fra Danmark? Utopisk set skulle man nok gøre det hele og tiden er heldigvis også til at flere og flere løsninger hjælper på alle aspekter af klima/miljøspørgsmålet. 

Men det er forvirrende både som privatperson og som virksomhed - og det er min fornemmelse, at man ofte bliver vildledt af bæredygtige tiltag, der står med meget store bogstaver, mens bagsiden af medaljen måske ikke lige er nævnt på sustainability profilen. Dermed ikke sagt, at der ikke skal sættes pris på det fokus på klima og bæredygtighed, for det er selvfølgelig vejen frem, at flere og flere tager skridt i den bæredygtige retning. Mange bække små.

Og hvor er McVERDI så i alt det her? Hvordan skal vi, som en virksomhed med 32 års erfaring gøre vores for at hjælpe til en bedre verden? Der er så meget tøj i verden og der er så meget, hvor hjertet ikke er med. Tusindvis af enheder der - måske nok er organic cotton - men så til gengæld er produceret i en crazy stor mængde, med en produktionspris, der er presset helt i bund  med det altoverskyggende formål at tjene penge.

Selvom vi selvfølgelig driver McVERDI for at få smør på brødet, så er det først og fremmest noget vi gør, fordi vi elsker det og fordi det er her vi virkelig føler at vi hører til. Vi har hjertet med i det vi laver og vi elsker at gøre jer kunder glade med en ny kjole eller en frakke, I føler jer hjemme i. Hver eneste design er udviklet med omtanke. 

Begrebet slow fashion er måske det “bæredygtighedsbegreb”, vi virkelig føler vi kan identificere os med. For os betyder slow fashion, at der samvittighedsfuldt er taget stilling. At tøjet, der designes og produceres er produceret med omtanke og hjerte. At man ikke producerer for at producere, men fordi man virkelig mener det. Kvalitet og kompromisløst design.

Vi er en familievirksomhed med hjertet på det rette sted og vi arbejder kun sammen med folk, vi godt kan lide. Størstedelen af vores tøj bliver syet på Irena’s fabrik i Bulgarien, som på mange måder ligner vores virksomhed. Det er også en familievirksomhed drevet af far og datter. De er respektfulde, ordentlige og søde mennesker, som vi gennem årene har fået opbygget en tæt relation til. For et par år siden blev lønningerne i Bulgarien reguleret og minimums timelønnen sat op for at leve op til EU lovgivning. Vores producent undskyldte mange gange, for den relativt markante pristigning og til at starte med ærgrede det os, men efter at have tænkt over det lidt, gav det bare helt vildt god mening. Selvfølgelig skal de søde damer, der sidder og syer alt vores dejlige tøj have en ordentlig løn for det - det er jo lige præcis det, der er så godt ved at få produceret i EU. At der gælder visse regler for at sikre alle EU-borgere en god levestandard. Så når alle justeringer var gjort, synes jeg faktisk at det var helt rimeligt. Vi presser aldrig prisen og shuffler ikke mellem produktionssteder alt efter, hvem der kan hvad billigst. For os er det vigtigst med et tillidsfuldt samarbejde og vi er trofaste kunder hos en sød og god familie business.

Det samme gælder vores metervarer. Omkring 80% af vores stof er produceret af den samme italienske producent, som vi har et årelangt samarbejde med. Ligesom vi designer hvert enkelt stykke tøj med kærlighed, så har Massimo fra Italien samme kærlighed til fibrer og strukturer. En vanvittig, dygtig textildesigner, som vi har været så heldige at støde ind i.

For et par år siden havde vi hele McVERDI teamet med til Italien for at opleve processen. Det var en helt utrolig oplevelse, hvor vi blev ført gennem alle processer i stoffets tilblivelse. Lige fra udviklingsstadiet, til spinding af garner, vævning, print og finish. Trods meget kendskab til metervarer produktion, var vi alle overvældede af at se med egne øjne, hvor mange processer der skal til før man har det færdige stykke stof. Og pludselig forstod og respekterede jeg metervarens pris på et helt andet plan. 

Men mest af alt, var det en kæmpe øjenåbner at møde alle de dedikerede medarbejdere, der passede de store maskiner - og som i mange af tilfældene havde gjort det i årevis. Fagligheden, stoltheden og glæden, ved at få lov til at vise lige deres funktion i produktionskæden var inspirerende. Vi fik et uvurderligt indblik i hvor meget værdsat ekspertise og faglig stolthed, der er i skabelsesprocessen af de metervarer, vi arbejder med.

Økologisk bomuld er så småt ved at finde vejen ind i vores producents kollektioner og vi minder ham jævnligt om, at det er den vej, det går. At vores kunder efterspørger metervarer med holdning og derfor stiller McVERDI nye krav. Så sender han forhåbentlig efterspørgslen videre tilbage i kæden. For selvom udviklingen går den rigtige vej, er stadig langt de fleste metervarer ikke certificerede og bomuldsbønderne skal jo også lige følge med. Til gengæld giver det os ro i maven at vide, at vores materialer er produceret og (ikke mindst farvet) under ordentlige forhold, EU lovgivning og af fagligt dygtige mennesker. 

Så selvom vi ikke har det rigtige certifikat, står vi inde for vores produktion. Certifikat-junglen er nemlig heller ikke altid lige til at finde rundt i. For et par år siden havde vi i vores kollektion en ret lækker uldstrik. Den kom i fire farver - en rigtig lækker øko uld. Desværre solgte 2 af farverne bedre end de andre, og det betød, at vi kun kunne få certificeret to ud af fire farver grundet mængden. Alle farver var produceret ens og økologisk, men kun halvdelen af dem kunne få det officielle GOTS certifikat. Det samme gælder en lækker hamp/bomulds kvalitet vi har et program i til sommer. Det er egentlig økologisk, men vi kan ikke bruge mærkatet, fordi vi ikke har bestilt store nok mængder… og det er jo i grunden lidt skørt? Men på den anden side er det jo også ligegyldigt - for vi ved jo, at det er i orden.

Hvad vil jeg så sige med det? Jeg tror mit budskab er, at vi tænker os om og tager stilling til det vi laver, de metervarer, vi bruger og alt hvad vi producerer. Mange af de tiltag og take på bæredygtighed, som andre virksomheder markedsfører sig på er egentlig noget vi har været og gjort i årevis. Sustainability er ikke en beskyttet titel og helt op til fortolkning og det kan gøre det lidt indviklet.

Vi i McVERDI bliver hele tiden bedre og tager små og store skridt hvadenten det handler om bedre affaldssortering, metervarervalg, brug af restmaterialer, transport eller færre flyture. Vi håber meget, at der meget snart kommer et genialt alternativ til plastik. Vi støtter helst små virksomheder, der har hjertet med i det, de laver - også når vi køber ind til vores forretninger fra andre brands.

Tag stilling - det er den rigtige vej at gå for os alle. Vælg kvalitet over kvantitet. Støt den lille lokale forretning og de mindre på markedet. Vælg produkter med sjæl og charme frem for produkter, der bare er. Vælg de produkter, der er mennesker og historie bag. Jeg kunne drømme om at det er den vej, det går. Både personligt som forbruger og verdensborger, men også når jeg ligger søvnløs og frygter, at alle pludselig holder helt op med at købe tøj. For så ville vi jo ikke være her - og det kan give mig ondt i maven at tænke på.

I dag er det Black Friday - og selvom vi meget gerne vil have besøg af jer, så har vi valgt at vi ikke vil være en del af ræset i år (men vi har altså åbent). Det kan være svært at melde sig ud af, fordi vi giver afkald på en ikke ubetydelig fredagsomsætning. Det kan se så let ud og skaber respekt, når de store mastodonter tager afstand fra gildet med statements og foragt for Black Friday. Samtidig forstår jeg virkelig, hvordan Black Friday fænomenet kan være tillokkende og uundværligt, hvis man er en mindre butik. En gang var det de store kæder, der gik amok med tilbudsfest, men efterhånden er det faktisk blevet en ligeså vigtig dag for de små lokale butikker, der kæmper for at beholde deres vigtige plads i bybilledet. Så alle overvejelserne til trods; McVERDI lever af at sælge varer til fuld pris og synes også, det er sådan det bør være. Så i år står vi over, men med en forståelse for begge sider af gildet. Vi holder os til to årlige udsalg, friheden til at have få meget velovervejede tilbud indimellem og sjældne lagersalg. Vi elsker det liv, mylder og energi, der følger med udsalg, når vi får besøg af jer alle sammen på en gang og når det summer i butikken. Det vil vi da ikke være foruden. Skal du shoppe på Black Friday i dag, så kan jeg ikke opfordre nok til at støtte de lokale små butikker! Alle dem, der gør vores byliv hyggeligere og giver personlighed til shoppingoplevelsen.

Det var hvad jeg lige havde på hjerte om black friday, bæredygtighed og sustainability. I kan stole på at det er i vores bevidsthed, hver eneste dag. Tak for at du gav dig tid til at læse den og tak for din interesse for vores brand.

Håber vi snart ses!

De bedste hilsner

Juliane Honoré