Under 48 timer i Firenze

I sidste uge besøgte Lotte og jeg Firenze og Prato området. Primært for at besøge vores Italienske stofproducent og starte vores nye vinter kollektion op sammen med deres tekstil designer, Massimo. Det var faktisk kun anden gang, vi har været på visit på fabrikken, fordi vi normalt mødes med ham i Paris ifm den store stofmesse, Premiere Vision. Men efter corona og en meget forandret branche, havde vi brug for at komme tættere på processen og skiftede derfor vores Paris-inspirationstur ud med en tur til Firenze.

Det var den helt rigtige beslutning – for wauww vi er kommet hjem med mange gode ideer og fuld på inspiration og god energi.

Vi havde 3 overnatninger i Firenze og tilbragte halvdelen af tiden på egen hånd i den smukke by på udkig efter inspiration til farver, strukturer og univers. Den anden halvdel af tiden var vi på fabrikken i Prato og var helt tæt på udviklingen af strukturer, farvesætning og print.

Vi har begge besøgt Firenze før, men fik øjnene op for byen på en hel anden måde i McVERDI-regi og jeg har lyst til at dele lidt af vores tips til et par dage i Firenze med jer. Det er selvsagt ikke en rigtig “guide”, da vi jo ikke har testprøvet flere steder, men du kan komme med i vores fodspor og få et par anbefalinger med på vejen.

DET PRAKTISKE:
Vi fløj med SAS – og hvilken luksus det er at flyve direkte til hjertet af Toscana. Afgangstiderne var utrolig behagelige og Firenze lufthavn (kaldet Peretola) er en lille lufthavn, man hurtigt kommer igennem.

Turen ind til byen er ligeså let.
Der er en Tramway lige udenfor lufthavnen, der kører ind til centrum på cirka 20 minutter for den beskedne pris af 1,5€. Meget ligetil. Vi boede lige ved siden af stationen og dermed lufthavnstogets endestation, så det var utrolig let at komme til og fra byen.

FIRENZE

den perfekte størrelse

Firenze har meget at byde på og du vil helt sikkert kunne få ugevis til at gå med at få byens puls, kulturen, museerne, den gode mad og atmosfæren ind under huden. Men byen er ikke større end at du kan få en god bouillon-terning af Italien og nå at gå byen rundt på et par dage. Som sagt havde vi kun cirka 1,5 dag i byen og med knap 20 km på skridttælleren følte vi, at vi havde set de fleste gader.

Det var virkelig rart at besøge byen off-season uden for mange turister og ikke mindst i en behagelig temperatur – faktisk var vejret til den våde side, men det gjorde nu ikke det store.

Vi boede på Hotel Fiorita, der ligger ganske tæt ved stationen.
Ikke noget fancy hotel, men sødt personale og fint til prisen – vi fik værelse 11, der var et smukt hjørneværelse med en lille altan. Meget italiensk indretning med klinkegulv, højt til loftet og kuverter. Også meget italiensk morgenmad, der blev serveret i en tog-vogns-lignende smal morgenmads-restaurant på toppen af bygningen med fin udsigt. Vi var fint tilfredse.

WHERE TO EAT

Firenze er fyldt af restauranter, vin og dejlig mad. Men det kan faktisk godt være en god ide at sætte sig lidt ind i byens madscene og planlægge, hvor man vil spise, for at undgå de største turistfælder. Vi var selvfølgelig ikke særlig gode til at planlægge og oplevede faktisk, at det var svært at få bord uden reservation.
Umiddelbart var vores oplevelse, at man finder de mest populære spisesteder syd for floden. Herunder er 4 udvalgte restauranter, vi besøgte og gerne vil give videre.

Den gode overraskelse – HOSTARIA da FULVIO

Med meget trætte fødder og efter, at være blevet afvist flere steder vi forsøgte at få bord fandt vi denne lille perle på ikke så langt fra Palazzo Pitti. Se adressen her.
Vi følte os virkelig heldige, at få bord på denne charmerende restaurant med hyggelig belysning og en meget stemningsfuld indretning. På nær brødet (som alle steder i området er usaltet, tørt og temmelig kedeligt) fik vi den dejligste menu med lokale retter og kan kun give vores varmeste anbefaling.

Leverandørmiddagen – TRATTORIA 13 GOBBI

Den helt traditionelle middag kan du finde på Trattoria 13 Gobbi! Et populært og eftertragtet – og relativt godt gemt, se adressen her -Trattoria med 2 seatninger og en travl, hyggelig atmosfære. Her var vi inviteret ud af vores italienske samarbejdspartner, der selvfølgelig gerne ville sørge for, at vi fik prøvet deres helt særlige specialitet – Bistecca alla Fiorentina. Det var en stor oplevelse – omend vores kødforbrug for resten af året blev brugt op. Det føles lidt gammeldags og meget uvant med så stor et indtag af kød, men skal det være, så var det, det helt rigtige sted. Er du på udkig efter denne steak i Firenze handler det om at finde, der steder der har det lokale kød – for eksempel som her på Trattoria 13 Gobbi.

Det enkle – La Bottega di via Maggio

En vinduesplads, en stor tavle med en håndskreven menu og en glas lokal rødvin i en udvidet delikatesse butik – det kan noget. Og det var lige hvad vi fik hos La Bottega die via Maggio, som du finder på et hjørne syd for floden lige her.
Enkle italienske delikatesser, lokale råvarer, en rar stemning og venligt personale. Det kan klart anbefales.

Og tre andre hurtige spise/kaffe -tips:

WHAT WE VISITED:

Der er selvfølgelig et hav af museer, gallerier, parker, kirker mm at opleve i Firenze, så vi har masser tilgode. Imidlertid er vi jo på inspirationstur og leder efter indtryk – og de kan komme i form af hvad som helst. Det kan være farvekombinationer på en husgavl, en silhuet, en tekstur på et maleri eller en sjov ide, der giver inspiration til butiksindretning og udsmykning. Vi holder af, at besøge museer og gallerier, men bruger også en del tid i vintage butikker.

Galleria degli Uffizi

Uffizi galleri er langfra det mest originale tip man kan give til et besøg i Firenze – det står formentlig på side 1 i de fleste guide-bøger. Men det er også en kæmpe oplevelse. Når man ellers er kommet igennem det lidt kringlede booking system (besøg kræver booking i forvejen), så er det helt igennem overvældende at gå fra rum til rum i det velbesøgte museum. Man kan ikke andet end blive draget af de 500 år gamle værker, der er skabt af de største, hænger i det ene smukt udsmykkede rum efter det andet. Farverne, historierne, kvinderne, detaljerne, håndværket, stoffet der draperer og falder omkring de smukke mennesker på lærredet – og loftsudsmykningerne. Det skal opleves.

Gucci Garden

Rundt om hjørnet fra Uffizi ligger et must see musem for fashion lovers: Gucci Garden! Et vaskeægte “instagram”-museum, hvor hvert eneste rum bringer et nyt: “Wwaaaauuuwww” med sig. Du kommer derfra med god energi og Gucci “Live is a party”-univers virker smittende og giver en lyst til at danse rundt i fedt tøj. Med andre eller bare i din egen verden. Det er indtryk på indtryk og helt bestemt et besøg værd… og hvis ikke du lige er i Firenze, så kan mere eller mindre det hele opleves virtuelt på deres hjemmeside. Det er dog ikke heeelt det samme…

LOOKING FOR VINTAGE?

Vintage startede nok primært som min (Julianes) interesse. Jeg har altid været meget fascineret i midcentury mode og ikke mindst håndværket i fine gamle kjoler. September20 er dybt inspireret af silhuetter fra 1950’erne og jeg elsker at gå på jagt i luksus-vintage butikker efter de helt rigtige, unikke kjoler – allerhelst håndsyede. Med tiden er det blevet en fælles interesse for Lotte og jeg – for der er i den grad også inspiration for McVERDI at finde i gamle frakke silhuetter, styling, strukturer og farvekombinationer.
Firenze havde overraskende mange fede vintage-butikker at byde på. Vi har samlet et par tips nedenfor.

Besøg gaden: Via dei Serragli

På Via dei Serragli, som ligger syd for floden finder du flere fine forretninger heriblandt vintage butikker. Fint udsmykkede facader pryder gadebilledet. Se et par udvalgte spots på Via dei Serragli nedenfor.

Recollection by Albrici

Jeg er fuldstændig forelsket i denne kringlede, nærmest labyrint agtige butik: Recollection by Albrici. Antikke møbler, klædeskabe, krukker, tørrede blomster, lysekroner, hatte, sko og smykker side om side med det ene smukke stykke tøj efter det andet. Albrici er virkelig et håndplukket sortiment og i den dyre ende, men WAUW for et univers at komme ind i.
Du finder butikken her .

Momo

Skråt overfor Recollection, finder du en meget fin lille vintage-biks i 2 etager med alle mulige fine sager og fristelser, hvor man bestemt kan finde noget sjovt. Find deres hjemmeside her.

Spis din is på …

Sbrino – Gelatificio Contadino , der også ligger påpå Via Dei Serragli – de har en den bedste is. Den kan du passende nyde, mens du venter på at bruge 2€ i den meget fotogene og hyggelige “FOTOAUTOMATICA” på hjørnet:

Celeste vintage

En kilometers gang fra Via dei Serragli finder du en anden vintage biks, jeg gerne vil fremhæve: Celeste vintage. Indretningen her er mere enkel og belysningen meget sydlandsk og ikke vanvittig hyggelig – MEN deres udvalg er ret fint og man kan godt være heldig.

Melrose vintage

Melrose vintage findes to steder i Firenze (vin besøgte kun den ene) – og er en stor velassorteret 2nd hand/vintage biks. Sortimentet minder meget om det danske Prag – indretningen er lidt sjovere og der er helt klart kælet for universet. Find Melrose vintage her.

Og tre andre hurtige shopping -tips:

Det var 48 timer i Firenze! Håber nogle af vores oplevelser og anbefalinger kan komme andre tilgode. Det er fedt med en by, hvor alt er i gåafstand og hvor gåturen og bygningerne i sig selv er helt vidunderlige.

De bedste hilsner

Juliane & Lotte

Indkøbskurv