Om os

Min drøm blev virkelighed

Det startede for næsten 30 år siden med en ungpigedrøm. En drøm om at møde mit eget design på min vej gennem byen. En drøm om at skabe et originalt, enkelt og stilrent design i de bedste materialer og uden at gå på kompromis med kvaliteten. Min drøm blev til virkelighed i min første butik i hjertet af København, hvor jeg både havde atelier, systue og butik. Her designede, syede og solgte jeg mit eget design. Siden 1985 er vi blevet større og flere, og mit mål om at producere enkelt og stilrent tøj af de bedste materialer er stadig det samme. Jeg er stolt af at kunne præsentere en stor, gennemarbejdet kollektion med flotte frakker, dejlige hverdagskjoler og vidunderligt strik.

Min lille butik voksede og blev til flere

I dag ligger McVERDIs hovedkvarter i Nordsjælland, hvor vi har vores største butik, min systue, vores lager og kontor. Derudover har vi vores egen butik på Østerbrogade i København og Guldsmedgade i Århus, samt forhandlere i de fleste større danske byer og i udvalgte forretninger i Norge, Sverige, Finland, Holland, Tyskland og Canada.

Vi blev et team

Jeg designer stadig hver eneste del i McVERDIs kollektioner, og i dag står jeg i spidsen for et engageret team af dygtige medarbejdere i vores tre butikker og på vores kontor. Jeg lægger stor vægt på, at alle medarbejdere føler sig som en del af McVERDI teamet og kender hele processen. På den måde skaber vi den energi i firmaet, som sikrer, at vores kunder mærker sjælen i firmaet og får indblik i tankerne bag de enkelte designs. Vi ønsker at give vores kunder den bedste, mest kompetente og personlige oplevelse.

Vi er en familievirksomhed

Lige på den anden side af mit store tilskærebord med udsigt over Øresund har min datter Juliane sin arbejdsplads. Juliane er i bogstavelig forstand vokset op i firmaet og overtog i 2012 hovedansvaret for kommunikationen med vores producenter og dokumentationen i forbindelse med vores produktion. I tæt samarbejde udvikler, designer og formidler Juliane og jeg McVERDIs univers og udgør med vores store entusiasme og kærlighed til McVERDI grundlaget for firmaets familiære værdier.

En ny kollektion bliver til

Det er stadig ved det store, sorte arbejdsbord, jeg tester de første ideer om en ny kollektion. Gennem de sidste mange år har jeg sammen med min italienske leverandør specialfremstillet samtlige kvaliteter, prints og vævninger til McVERDIs kollektioner. Inden kollektionerne videregives til vores producenter, konstruerer, klipper og syr jeg selv de første prøver, så jeg kan være sikker på at hver enkelt style er formet med stor respekt for materialernes kvaliteter og særpræg.



Dansk design

Mit design har rod i Danmark og Skandinavien og udvikles med inspiration fra og i samarbejde med kreative mennesker i Italien, Danmark, Bulgarien, Hong Kong og Baltikum. Hovedparten af vores metervarer udvikles og produceres i Italien og sendes herefter til mindre produktionsvirksomheder i eksempel Bulgarien og Estland. Dele af vores overtøjsproduktion produceres i samarbejde med kompentente og dygtige folk i Hong Kong. Vi har selv besøgt de systuer og producenter vi samarbejder med og har gennem flere år opbygget tillidsfulde og venskabelige forhold til vores samarbejdspartnere.